El-terapi

På klinikken benytter vi os af El-terapi som supplement til smertebehandling og til fremskyndelse af heling af irriteret bindevæv, slimsække, triggerpunkter etc.
Vi har mulighed for at yde laser-, kortbølge- og ultralydsbehandling.

Laser

Laserterapi består af lysforstærkning ved stimuleret udsendelse af stråler. Det er en behandlingsform bestående af koncentreret energi som tilføres cellerne. Cellerne bruger denne energi til at fremme kroppens egen naturlige helingsproces. Herved øges immunforsvaret og blodgennemstrømningen i området som behandles med laser. Dette bevirker, at den naturlige helingsproces fremskyndes, og man derved opnår en kortere restitutionsfase.

Hvornår bruger man laser?

  • Sportsskader. Da det giver en hurtigere koagulation ved akutte skader f.eks. ved forstuvninger, fibersprængninger, slag og stød.
  • Gigt/ledsmerter. Da det virker smertedæmpende ved at stimulere kroppens egen produktion af endorfin og encephalin.
  • Overbelastningssmerter som f.eks. ved overrivning/forstrækning af muskelfibre.
  • Reducering af arvæv.
  • Reducering af bindevævsbeskadigelse.
  • Behandling af inflammatoriske tilstande. Specielt ved hævelse og smerte.
  • Smertebehandling.

De fleste vil mærke en positiv effekt efter ca. 2-3 behandlinger. Dette kan naturligvis variere lidt afhængig af, hvilken tilstand vævet er i.

Bivirkninger: Laserterapi er en smertefri behandlingsform. De eneste kendte behandlingsreaktioner er begrænset til en murren og en smule uro i det behandlede område. Begge dele er ganske ufarlige og aftager kort tid efter endt behandling.

Ultralyd

Ultralydsbehandling består af lydbølger, som sendes gennem huden til det underliggende væv. Lydbølgerne sætter vævet i svingninger og øger dermed temperaturen i de dybereliggende områder. Ultralyd stimulerer blodcirkulationen i vævet, hvilket fremmer ophelingen i vævet. Ultralyd kaldes også for mikromassage.

Hvornår bruger man ultralyd?

  • Sportsskader. Den øgede blodcirkulation i det beskadiget væv, forkorter restitutionsfasen.
  • Smertelindring pga. nervepåvirkningen.
  • Blodansamlinger fjernes/minimeres.
  • Inflammatoriske tilstande reduceres.
  • Væskeansamlinger fjernes/minimeres
  • Skader i sener, ledbånd og ledkapsler reduceres og heler hurtigere.
  • Muskelafslapning pga. den øgede blodcirkulation i vævet.

Man mærker ofte en positiv effekt allerede efter den første behandling. Afhængig af vævets tilstand varierer det, hvor mange behandlinger man skal have.

Bivirkninger: Behandling med ultralyd er smertefrit og ikke forbundet med nogen alvorlige bivirkninger. Ved behandlingen kan man mærke en ganske svag varme i det område, som bliver behandlet. Der kan forekomme behandlingsreaktioner som uro og træthed i det behandlede område, hvilket bør fortage sig indenfor 12-24 timer efter behandlingen.

Kortbølge

Kortbølgebehandling også kaldt diatermi, er en lokal varmebehandling. Det består af elektromagnetisk energi, hvilket betyder, at vi har en elektrisk del og en magnetisk del. Ved terapeutisk anvendt kortbølge er frekvensen 27,12 Mhz. Behandlingen foretages ved at påsætte elektroder over det væv, som skal behandles.

Hvilken effekt har kortbølge?

  • Dæmper inflammation i vævet.
  • Spreder blod- og væskeansamlinger
  • Reducerer helingstiden i væv f.eks. ved knoglebrud, muskel- og ledbåndslæsioner.
  • Virker smertedæmpende f.eks. ved smerter i led (gigt), muskel- og ledbåndssmerter.
  • Øger elasticiteten i bindevæv.
  • Øger blodtilførslen i muskelvæv.

Man mærker ofte en positiv effekt allerede efter den første behandling. Det er individuelt, hvor ofte og hvor mange gange, man skal behandles med kortbølge. Ved kroniske lidelser anbefales det, at man får behandling 1-3 gange om ugen.

Bivirkninger: Man kan føle en mild behagelig varme under behandlingen, som er ganske ufarlig. Dog kan behandlingen for enkeltes vedkommende, give alment ubehag i form af træthed, hovedpine, svimmelhed og kvalme. (kortbølge er ikke og giver ikke radioaktiv eller ioniseret stråling)